August 19, 2018

Jeg føler mig flad – hvordan kan jeg begynde at føle igen?

Følelsen af at være flad betyder normalt, at du føler dig uden energi, retning eller motivation. Men det er ikke en neutral oplevelse. At føle sig flad er ofte en smertefuld og frustrerende følelse, at livet er uden, det du har behov for. For at komme videre fra at føle sig flad er det vigtigt at at komme i kontakt med følelser igen, selv om disse følelser er smertefulde.

I denne øvelse kan du få hjælp til at begynde med at forbinde dig med dine følelser igen. Det er ikke en magisk øvelse, hvor du pludselig føler dig godt tilpas. Det er mere som mental træning. Du kan være nødt til at gøre denne øvelse regelmæssigt for at komme bedre i kontakt med dine følelser. Neden for kan du enten vælge at høre øvelsen læst højt, eller du kan selv læse den. Hvis du ønsker at læse den selv, kan det være umagen værd at læse den et par gange først, så du forstår formålet med øvelsen.

Forberedelse til øvelsen

  • Find en behagelig stilling, uanset om du står oprejst eller sidder i en stol.
  • Sørg for at sidde i en lidt oprejst stilling. Du kan lettere koncentrere dig om øvelsen, hvis du ikke er for afslappet. Måske er det bedre at bruge en spisestol i stedet for en blød og afslappende lænestol.
  • Afsæt den tid, du ønsker at bruge på øvelsen. Nogle gange har man kun et par minutter til rådighed, men se om du kan afsætte mindst 10 minutter.
  • Skab plads i dit sind, hvis du har en masse tanker, der trænger sig på: Henvend dig til de tanker, der trænger sig på. Sæt en etiket på dine tanker en efter en og forestil dig, at du placerer dem på en hylde foran dig. Dine tanker kan sættes på en hylde og senere blive hentet tilbage, hvor du kan beskæftige dig med dem. Når du har placeret de påtrængende tanker på hylden, kan du komme i gang med øvelsen.

Øvelse: Fokus

  1. Vend din opmærksomhed indad mod din krop og spørg: Hvilke kropslige fornemmelser er jeg bevidst om i min krop nu? Brug din opmærksomhed som en fakkel, når du bevæger dig rundt i din krop. Lyt til, hvad der sker i dine ben, i dine arme, i dit hoved, i brystet og i maven. Lad din opmærksomhed blive i brystet og i maven. Det er okay, hvis du ikke føler noget. Du skal blot holde din opmærksomhed der.
  2. Hav en åben og nysgerrig attitude. Du søger ikke efter at finde noget særligt, og du forsøger ikke at være god til det. Du skal blot vende din opmærksomhed mod indersiden af dig selv. Hvis du finder dig selv glide væk i en tanke og væk fra din krop, så vend mildt din opmærksomhed tilbage til at lytte til fornemmelser i brystet og maven.
  3. Når du fornemmer, at du kan holde kontakten med din krop, spørg dig selv: Hvad står mellem mig og det at føle mig godt tilpas i mit liv?  Prøv at lade din krop reagere. Det vil sige, at du ikke skal søge efter svaret i dine tanker, men hellere bruge denne tid på at føle signalerne i din krop. Hvis du føler dig flad, så husk at følelsen af at være flad også er en fornemmelse i din krop. Hvor føler du fladheden?
  4. Når du får en fornemmelse eller kropslig oplevelse, se om du kan holde din opmærksomhed der. Beskriv mere præcist, hvor i din krop du føler det. Er det i midt i maven, midt i brystet, i hele brystet? Bliv konkret. Er det på forsiden eller i ryggen, er det stort eller småt? Prøv at beskrive den kropslige oplevelse, som om du forsøger at beskrive dine kropslige signaler til en anden. Er det fx som en lille hård klump i maven, en stor, tåget fornemmelse i brystet, et stramt bælte over maven? Bliv konkret. Hvis det føles som en klump, er den hård, blød, uklar? Hvis det føles som energi, er den intens, diskret, skiftende? Beskriv fornemmelserne med et par ord. Ikke hvad det betyder, simpelthen bare fornemmelserne.
  5. Når du har beskrevet fornemmelserne, fortsæt da med at føle følelsen og se om du kan bruge din opmærksomhed til at synke ind i sensationen. Brug din opmærksomhed til at føle kernen i den. Fuldfør sætningen: Det føles som.... Måske føles det som en sorg, en bekymring, et tab, en uretfærdighed, eller noget andet. Nogle gange er det mere abstrakt, som et sort hul i maven, som en byge af lyn i brystet, som en kniv. Uanset hvad, så lad ordene komme fra fornemmelserne.
  6. Passer ordene med dine fornemmelser? Hvis de ikke gør, kan du enten bare være tilfreds med at have afsluttet denne øvelse, eller hvis du har lyst til det, kan du starte fra toppen. Hvis dine ord matcher dine fornemmelser, hvordan føles det så at finde ord til fornemmelserne? At finde ord til en kropslig fornemmelse kan ofte skabe en følelse af et skift. I så fald, find de ord, der beskriver ændringen.
  7. Når du har fundet ordene og bemærket, at du formår at holde din opmærksomhed på, hvad du ved, så spørg dig selv: Hvad er det jeg har behov for? Dit svar kan være noget om, hvad du har behov for lige nu, eller det kan være, hvad du skal gøre i fremtiden. Uanset hvad, forsøger du at lade din inderside besvare dette. Det er sådan, at du ikke vil finde en logisk løsning, men snarere kende dine behov. Spørg igen: Hvad har jeg behov for?
  8. Hvis du ikke kommer nogen steder med øvelsen, og kan ikke finde nogen ord, kan du bare lade spørgsmålet være åbent: Hvad fornemmer jeg i min krop, og hvilke ord kan beskrive mine fornemmelser. Måske vil svaret komme senere, måske har du brug for at lave øvelsen flere gange. Uanset hvad, kan du bare lade spørgsmålet hænge. Hvis du finder svar på, hvad du har behov for, så kan du blive mere bevidst om, hvordan det føles at finde ordene. Lad den følelse, der kommer påvirke dig. Lad den fortælle dig om vigtigheden af dine behov.

Afslutning

Ligegyldigt hvad øvelsen førte til for dig, se om du kan give dig selv et klap på skulderen for at have lavet øvelsen. Hvis du har fundet ud af noget nyt, hvordan vil du have det skal påvirke dig i dit liv? Tag et par sekunder før du vender din opmærksomhed tilbage til det rum, du er i, og gør dig klar til at fortsætte din dag.